godkendt lokalplan for agtrup gårdhuse
Oktober 2020
Bregenov Architects har gennem det sidste år været hovedrådgiver på det spændende projekt Agtrup Gårdhuse, og med udgangspunkt i vores bebyggelsesplan er lokalplanen nu godkendt.
De 29 boliger kommer til at fordele sig i to enklaver med hvert sit gårdrum, som holdes bilfrit for at skabe fredelige og inviterende rammer, der understøtter det uformelle og naturlige møde. Her opstår og dyrkes den nære relation mellem naboer, genboer og alle med-beboere i minisamfundet.
Alle boliger bliver gennemlyste og får egen indgang med en lille tilhørende forhave. Derudover får alle boliger også en mere privat terrasse på modsatte side af boligen.
Seniorbofællesskabet kommer til at indskrive sig som en del af den historiske Agtrupgård, hvor tre nye boliglænger orienteret mod gårdrummet sammen med det bevarede stuehus sikrer, at gårdanlæggets oprindelige struktur bevares. Den smukke allé fra Stenderupvej bevares til den bløde trafik, og dens akse markerer både symmetrien i anlægget og retningen mod områdets arkitektoniske perle, stuehuset.
Lige nu pågår projekteringen med afsæt i Bregenov Architects’ skitseprojekter for boliger og uderum, og vi glæder os til at se stregerne blive til virkelighed.