Gentænkt byhus, ø-gadekvarteret
Omkring samme tidspunkt som Aarhus Kommune offentliggjorde Helhedsplanen og Tillæg nr. 60 til Kommuneplan 2017 for Øgadekvarteret, påbegyndte bygherre med Bregenov Architects som rådgiver at undersøge mulighederne for at gentænke det historiske byhus i de charmerende små gader.
Omdannelsen af byhuset har været et projekt med meget stor kompleksitet, hvor inde- og udearealer hele tiden har skullet samtænkes, og hvor niveauer i byhus, baghus og have har skullet tilpasses hinanden.
Oprindeligt var byhuset opdelt i flere mindre enheder - både hos Bygnings- og boligregistret og i fysisk form. Huset havde en klassisk plandisponering, hvor man fra indgangen mod gaden trådte ind i en trappeopgang, som fordelte til de forskellige boliger. I parterreetagen var en gennemgående fælles gang adgangsgivende til haven, hvor der bl.a. var et baghus.
Bygherre drømte om at samle byhuset til én familiebolig af høj kvalitet. For at kunne realisere drømmen om én velfungerende familiebolig, ville en række tiltag være nødvendige. Tiltagene ville sikre en optimering af indvendige og udvendige arealer, som var udfordret af bl.a. husets tilstand, udearealernes udformning ift. solorienteringen, rumhøjder og plandisponering mv.
De vigtigste tiltag/delprojekter for at kunne skabe en velfungerende sammenhængende familiebolig i byhuset var:
- udgravning af parterreetage for at opnå bedre rumhøjde
- sænkning af etagedæk for stueplan
- gentænkt indvendig plandisponering bl.a. i forhold til trappeplacering
- integration af baghuset i parterreetagen vha. sænkning af sokkelkote og sammenbygning med byhus
- terrænniveauer i haven gentænkt, så optagelse af terrænspring skete på en værdiskabende måde med mere kontakt til haven
- administrativ sammenlægning til én bolig (konvertering fra etageboliger til enfamiliehus)
Oprindeligt havde man kun adgang til haven via parterreetagen, på trods af at stueetagens gulvniveau faktisk svarede til niveauet i den grønne del af haven. I forbindelse med udgravning af parterreetage og gentænkning af baghuset, skulle havens udformning optimeres, så den ville imødekomme de nye niveauer og blive mere inviterende for både parterre- og stueetage.
FAKTA
Beliggenhed: Ø-gadekvarteret, Aarhus C
Status: under udførsel
Størrelse: 150 m² bolig + tilbygning + udeareler
Bygherre: privat bygherre
År: 2020-
Type: til- og ombygning, udearealer
Ydelse: hovedrådgiver
Samarbejdspartnere:
Bygkontrol ApS
Anders Glavind, Arkitekt MAA
Henry Berthelsen A/S